Om os

B1909 Combi Cup - 10 års erfaring som arrangør af Danmarks sjoveste og mest intense opstartsstævne!

Mød nogle af Danmarks største og bedste klubber til et helt unikt fodboldkoncept, hvor dit hold konstant udfordres i flere turneringer. Et højt sportsligt niveau, med mange kampe, og hvor der samtidig er gjort plads til alt det sociale, vi alle ved er så vigtigt på et fodboldhold. Det er ikke uden grund at vi kalder os ‘Danmarks sjoveste og mest intense opstartsstævne’!

Konceptet er enkelt og unikt. Hvert hold deltager i hele to turneringer på samme tid; 8-mands fodbold på moderne kunstgræs, og en indendørsturnering med både grundspil og slutspil. I begge turneringer matches holdene på et højt sportsligt niveau, og der er garanti for mange timers fodbold for hele truppen. I indendørsturneringen spilles der 4:4, og hver trup deltager derfor med to mandskaber. Dermed kommer alle mand i aktion! 

Stævnet afvikles over tre dage; fredag, lørdag og søndag, 31. januar til 2. februar 2020. Der er mulighed for deltagelse af 14 spillere pr. hold ved stævnet, som har plads til 10 hold i U10, U11 og i U12.

Socialt sker der også en hel masse - både for børn og voksne. Lørdag aften er der underholdning for børnene på indkvarteringsskolen, hvor forskellige aktiviteter kan afprøves - bl.a. bordtennis og bordfodbold. Her kan spillerne nyde lidt uforpligtende samvær, og skabe relationer på tværs af klubberne. Lørdag aften er der stor lederaften, hvor de voksne kan nyde noget godt til gane og hals, mens fodboldsnakken med garanti flyder.

Vi tilstræber at skabe de bedst mulige rammer for weekenden, både på og udenfor banen. Udover ovennævnte, udgiver vi også et kæmpe stævnemagasin på 48 sider, krydret med fodboldartikler og præsentation af de deltagende hold. I forbindelse med finalekampene i inde-turneringen, vil alle målscorere blive nævnt i højtalerne, ligesom der vil være gjort noget ekstra ud af stemningen i forbindelse med finalekampene
 
På de øvrige sider kan du læse meget mere om vores stævne. Vi håber at se dig og dit hold i Odense fra den 31. januar 2020.
 
 

B1909 Combi Cup 2020